Køreprøve
Så er det nu, du skal vise den prøvesagkyndige, at du kan køre bil.
Vi starter med opvarmning en time inden prøven. vi har en meget høj beståelses %.
Prøven starter med, at den prøvesagkyndige stiller nogle spørgsmål om bilens indretning og udstyr. Herefter skal du køre en rute, som du får anvist.
Består du køreprøven, får du straks dit midlertidige kørekort.
Før køreprøven
Læs nedenstående grundigt igennem inden du går til køreprøve. Under første del af prøven, vil den prøvesagkyndige udspørge dig stikprøvevist i nedenstående.
Lygter, reflekser og horn
Horn skal have en klar og konstant tone.
Lygter og reflekser skal være rene og hele, og alle lygter skal kunne lyse. Lygter i lygtepar skal have samme farve og styrke.
Foran på bilen
Nærlys:
- Lyse asymmetrisk. Længst i højre side
- Oplyse vejen minimum 30 meter frem
- Fald på 1 cm. pr. meter (1%)
- Må ikke blænde
Fjernlys:
- Oplyse vejen minimum 100 meter frem
- Kan blænde
Positionslys/parkeringslys:
- Skal kunne ses på en afstand af 300 meter
- Må kun bruges ved parkering
Bag på bilen
Reflekser:
Reflekser bag på bilen må ikke være trekantede, da disse er forbeholdt påhængskøretøjer.
Baglygter:
- Lyse rødt
- Skal kunne ses på en afstand af 300 meter
Stoplygter:
- Tre stoplygter
- Lyse rødt
- Skal lyse væsentligt kraftigere end baglygterne
Nummerpladelygter:
Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse den bagerste nummerplade så denne kan ses på en afstand af 20 meter.
Blinklygter:
- Seks stk. (to foran, to på siderne og to bag på)
- Skal lyse gult
- Skal tydeligt kunne ses i sollys
Havariblink:
Havariblink skal kunne tænde alle blinklygter samtidig
Styretøj
Der må ikke være ratslør i nyere biler . Man kontrollerer om der er ratslør ved at rulle vinduet ned i førersiden, stige ud af bilen, lukke efter sig, dreje en smule på rattet, mens man kigger på (venstre) forhjul, som øjeblikkeligt skal følge bevægelserne.
Hjulene skal stå i ligeud-stilling, og motoren skal være startet når kontrollen udføres.
Bremser
Bremseforstærkeren/vakuumforstærkeren kontrolleres ved at træde på bremsepedalen ca. fem gange med slukket motor. Derefter startes motoren, mens foden holdes på bremsepedalen, som vil synke til normalt niveau.
Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund, når der trædes hårdt på pedalen, og må ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.
Motorrum
I motorrummet findes en række beholdere som skal kunne udpeges:
Motorblokken:
- Må ikke være tilsølet af udsivende olie
- Motoren må ikke udvikle unødig røg eller støj
Beholder til kølervæske:
- Symbol på låget er et termometer
- Væskestand mellem min. og max.
Beholder til sprinklervæske:
- Symbol på låget er en forrude med sprinkler
- Der skal være nok sprinklervæske i beholderen
Beholder til bremsevæske:
- Væskestand mellem min. og max.
Beholder til væske til servostyring:
- Beholderen findes ikke i biler med elektrisk servostyring
- Væskestand mellem min. og max.
Motorolie:
- Aflæses på oliepinden, og skal være mellem min. og max.
- Motorolie påfyldes i toppen af motorblokken
Udstødning
Udstødningssystemet skal være tæt og sidde fast.
Bærende dele
Biler er forsynede med fjedre og støddæmpere ved alle fire hjul.
Man kontrollerer en støddæmper ved at stå ved siden af hjulet og presse hårdt og kortvarigt ned på f.eks. motorhjelmen over hjulet, hvormed bilen synker og hurtigt kommer op igen i normal stilling.
Fortsætter bilen med at gynge, er det tegn på at støddæmperen er defekt.
Der må ikke komme støj eller mislyde fra fjedre eller støddæmpere.
Dæk
Dæk, fælge og hjullejere skal være hele og ubeskadigede.
Der skal minimum være 1,6 mm. mønster på alle dæk. Dæk skal være samme type.
Dæk skal være pumpet op til korrekt dæktryk (se instruktionsbogen).